Brobyvrk Kro

Ved begravelse/bisættelse

Danskere, som er medlemmer af den danske folkekirke, har via medlemskabet ladet forstå, at de ønsker en kirkelig handling (bisættelse eller begravelse), når de skal herfra. De efterladte skal derfor mødes med en præst, hvor man finder ud af, hvilken rolle præsten skal have i forbindelse med begravelse eller bisættelse.

Dette møde med præsten finder som regel sted nogle dage inden begravelsen eller bisættelsen. På mødet aftaler man, hvordan højtideligheden skal foregå, og der skal vælges nogle salmer. Måske er der et bestemt uddrag fra Bibelen, som afdøde eller de pårørende ønsker læst op, eller som præsten skal holde sin tale ud fra. I Danmark er det praksis, at det er præsten, som holder den sidste tale for afdøde og de efterladte. Derfor er samtalen med præsten også med til at give præsten et indtryk af afdøde. Det giver mulighed for at holde en personlig tale for vedkommende.

Det er meget forskelligt, hvor personlig denne tale er. Det varierer fra præst til præst. Talen indeholder ofte en forkyndende del og en personlig del om afdøde. Præsten vurderer selv, hvordan talen skal vægtes. Nogle præster holder en tale med et overordnet tema, mens andre fokuserer på afdøde og baserer talen på vedkommende.

Højtideligheden

Når man afholder en kirkelig højtidelighed i forbindelse med bisættelse eller begravelse, er det for at forkynde budskabet om, at afdøde lever videre hos Gud og i kærlighed hos de efterladte. Der er få krav i forbindelse med højtideligheden, men følgende skal opfyldes:

Præsten skal kaste jord på kisten tre gange med ordene:

”Af jord er du kommet (skabelsen), til jord skal du blive (tilintetgørelsen), og af jord skal du igen opstå (genopstandelsen)”.

Hvis afdøde har valgt jordfæstelse, foregår dette ved graven. Ved en bisættelse foregår det i kirken. Præsten beder Fadervor og lyser velsignelsen, og præsten holder desuden en prædiken, som er læsning fra Bibelen. Der synges typisk tre-fire salmer.

Her vælges salmerne sædvanligvis fra Den Danske Salmebog, da organisten ”kun” er forpligtet til at spille til salmer fra Den Danske Salmebog. Det er dog tilladt i visse kirker, at man vælger salmer eller sange andetsteds fra. Måske var afdøde særligt glad for en bestemt sang, og så respekteres det almindeligvis at spille netop denne salme eller sang.

Dokumentet ”Min sidste vilje”, underskrevet af afdøde, kan bruges til at bestemme, hvordan selve højtideligheden skal foregå. Her kan man ligeledes notere, hvis der er bestemte sange eller salmer, der skal synges/afspilles ved højtideligheden.

Borgerlig begravelse

Hvis afdøde ønsker en ikke-kirkelig ceremoni, er der ingen specifikke krav, men ceremonien skal foregå, så al sømmelighed overholdes. Man kan vælge, om ceremonien skal ske hjemme privat, fra sygehuskapellet, krematoriekapellet eller fra kapellet, som hører til kirken. Vi kan, som din bedemand i Ringe-Midtfyn, naturligvis indtage samme rolle som ved den kirkelige handling.

Begravelse på kirkegård

Den danske folkekirke eller den lokale kommune ejer og administrerer de danske kirkegårde. Her finder man forskellige former for gravsteder til kister og urner. Priser for et gravsted samt hvordan det anlægges, varierer meget fra kirkegård til kirkegård. Vi råder altid de efterladte til at tage en snak med kirkegårdspersonalet, når der skal vælges et gravsted.

Begravelse i de ukendtes grav

På mange kirkegårde ser man de ukendtes grav. De ukendtes grav er en anonym fællesgrav, hvori afdødes urne bliver placeret. Det er en mulighed, som mange anvender, hvis de ikke har pårørende eller efterladte til at passe et gravsted. Det er også ofte et ønske blandt afdøde at blive begravet der - netop for at efterladte ikke skal føle sig forpligtede til at besøge og vedligeholde et gravsted. Pårørende kan i stedet lægge en blomst ved et fælles monument.

Mindesten

En mindesten er en slags kompromis mellem de ukendtes grav og et egentligt gravsted. En mindesten er en plade, som placeres vandret i jorden oven på kiste eller urne. Denne mindesten giver de samme oplysninger om afdøde, som man kan se på en gravsten. Forskellen er, at der ikke gælder samme krav med hensyn til vedligeholdelse af graven, som et traditionelt gravsted.

Bestilling af stenen

Det er ikke alle typer sten, som må anvendes i forbindelse med gravstedet. De enkelte kirkegårde har forskellige regler for, hvilke sten som må anvendes, så tag endelig en snak med kirkegårdspersonalet, inden gravsten eller mindesten bestilles. Man kan naturligvis også tage en snak med din lokale bedemand. Vi har et stort kendskab til de enkelte kirkegårdes politik på området.

Vedligeholdelse af et gravsted

Når afdøde lægges i et gravsted, er det af stor betydning, at det holdes vedlige, og at det ser præsentabelt ud. Man bør fjerne ukrudt, og hvis man som pårørende ikke har mulighed for at passe gravstedet, kan kirkegårdspersonalet hjælpe med grus eller søsten. Man kan også - mod betaling - få personalet til at holde gravstedet, så det fremstår pænt og nydeligt.

Gravstedet er fredet i en årrække, men på et tidspunkt nedsænkes en ny kiste eller urne i gravstedet. Et gravsted for urner er minimum fredet i 10 år, mens et kistegravsted er fredet i minimum 20 år.

Sognekontoret vil altid kontakte pårørende, før graven bliver nedlagt. Derved kan man som pårørende nå at forlænge fredningstiden.

Alternativ til traditionel jordfæstelse

Hvis man som pårørende ikke har lyst til at afdøde skal begraves eller nedsættes på en kirkegård, er der to alternativer. Afdøde skal i begge tilfælde kremeres, og man skal som pårørende altid søge om tilladelse til den alternative begravelse hos Kirkeministeriet. Den lokale bedemand i Ringe-Midtfyn hjælper gerne til med alle praktiske gøremål i denne forbindelse.

Alternativ 1: Afdødes aske spredes over havet

De senere år er det blevet meget populært at sprede afdødes aske i havet, for eksempel i Det Sydfynske Øhav.

Alternativ 2: Afdøde placeres på privat jord

Grunden skal være på minimum 5.000 kvadratmeter, og begravelsesstedet må ikke se ud som et gravsted. Dette skal tinglyses på ejendommens skøde.

2018 © Den lokale bedemand